Stenkonservering
Sted: Lerchenborg Slot
Opgave: Konservering af facadeudsmykning
Materiale: Gotlands sandsten
Bygherre: Godsejer Chr. Lerche
Lerchenborg slot er opført i 1740'erne af bygherre general Christian Lerche. Arkitekt er ikke navngivet men N. Eigtved anses for at have haft indflydelse på arkitekturen.
Sandsten optræder i rige mængder på alle slottes facader som dekorative elementer. Akanthus stenkonservering har stået for konservering af skulptur, relieffer, gesimser og indfatninger på midtrisalitten mod haven. Sandstenen optrådte i varieret tilstand med jævn til meget kraftig forvitring. Begroning, gipsskorper, malingslag skulle afrenses. Sandende sten skulle konsolideres, rustent jern fjernes og endelig skulle en række løse fragmenter monteres, hulrum udfyldes og manglende skår reetableres. Enkelte sten var så nedbrudte at de blev udskiftet helt med tilhuggede gotlandske sandsten. De indledende analyser af bl.a. farvelag kunne påvise flere malingslag der bekræfter de skriftlige kilder i at murfladerne gennem tiden har fremstået såvel hvide som idag, men oprindeligt med stor sandsynlighed som æggeskalsgule og at sanstenen har været behandlet med linolie før første bemaling. Konserveringen udførtes i 2011.
Sted: Brønnums Hus
Opgave: Bevaring af facadeudsmykning
Materiale: cementstuk
Bygherre: Karberghus
Brønnums Hus ved Kongens Nytorv er fra 1866, opført af grosserer Flensburg ved arkitekt Ferdinand Vilhelm Jensen. Brønnums Hus er fredet siden 1995. Med den meget omfattende stukdekoration på facaden er bygningen et hovedværk inden for stukperioden og et af de bedste og tidligste eksempler på europæisk historicisme. Stukken opviser et eventyr af bl.a. blomsterværk blandet med elefanter og andre dyr, vrængemasker, havfruer, ørne, ansigter og en lang puttirække med blomster- og frugranker. Stukken er støbt i portlandcement og forundersøgleser viser at det er den originale fra 1866 og dermed står stukelementerne som et af de tidligste og stadig bevarede emner i portlandscement i Danmark. Såvel murværk som stuk har tidligere været bemalede ad flere omgange.
Stukelementerne fremstod, udover kraftigt misfarvet, som relativt velbevaret dog med mange skader forårsaget af rusten jernarmering og alvorlig forvitring, afskalning, revner og tab i mere udsatte områder.
Bevaringen af den originale stuk omfattede alt fra afrensning med skalpel, til stabilisering, behandling af jern, montering af fragmenter. Reetablering af tabte former udførtes i mørtel og ved større tab, f.eks. fødder og hænder, ved afformning og nystøbning i samarbejde med stukkatør. Sluttelig udførtes overfladebehandling for at beskytte stukken og for at samstemme stuk- og murfarve. Desuden foretoges mindre reparationer og større retoucheringer af tre støbte ørne ophængt under balkonerne. Opgaven udførtes i 2014.
Sted: Kirkeløngangsporten, Christiansborg.
Opgave: Konservering af fire udendørs relieffer.
Materiale: gips, bemalet.
Bygherre: Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.
Thorvaldsens relieffer af de fire aldre findes i mange gengivelser og udført i forskellige størrelser og materialer. Her i Kirkeløngangsporten med det hvælvede loft sidder de forsænket i runde nicher, højt placeret på den gule, pudsede mur. Indledende analyser viste at reliefferne er udført i gips der gennem tiden er overfladebehandlet med et tykt lag maling/maling og udfyldning bestående af kalkfarve og maling tilsat fyldstof. Reliefferne fremstod dels med visse revnedannelser og skår, men navnlig var den fine detaljeringsgrad betydeligt udvisket af de mange lag maling.
Konserveringen bestod hovedsalig i så forsigtig som muligt at få relieffernes detaljer til at fremstå tydeligere og bedre aflæslige. Samtidig at udbedre de mest alvorlige skader. Gipsen i reliefferne er meget medtaget af vejr og vind, hvilket viser at de ikke til stadighed har været beskyttet af malingen. Mange partier var småhullede og sorte af smuds. Revner og lidt større skår blev udfyldt. Aftræk og skalpelarbejde frilagde detaljerne og en slutbehandling for at beskytte den modtagelige gips mod klimpåvirkninger gjorde samtidig reliefferne hele og velholdte at se på. Opgaven udførtes i 2014.
Sted: Vestre Kirkegård
Opgave: Istandsættelse af gravminde.
Materiale: Kalksten med bronzeinskription.
Bygherre: Københavns Kommune, Kirkegårde.
Gravmindet er sat over Marius og Barbara Vibæk, 1938. Marius Vibæk var stifter af Handelshøjskolen i København og havde gennem flere poster stor betydning indenfor dansk erhvervsliv i Danmark omkring århundredeskiftet. Vibæk var direktør for skolerne under Foreningen til unge handlesmænds uddannelsese, hvis emblem, udført i bronze, sidder på gravmindets nedre del. Gravmindet er er udført som en enkel stele på lav sokkel og pyramideformet topstykke med profil. Inskriptionen der er udført i påsatte bronzebogstaver og emblemet står tydeligt frem på den enkelt udførte sten.
Den lyse kalksten fremstod meget misfarvet dels af begroning og dels af blå-grøn misfarvning af kobbersalte fra bronzeinskriptionen. Iøvrigt var kalksten stabil.
Der udførtes dampafrensning der fjernede begroningen. De mange kobbersalte fjernedes med pakninger med kemisk tilsætning. Afrensningen efterfulgtes af afsaltning. Bronzen blev renset for løstsiddende korrosionsaflejringer med skalpel. Sluttelig er bronzen beskyttet med voks, der også vil nedsætte risikoen for udvaskning og misfarvning af kobber på stenen. Opgaven blev udført 2017.
Sted: Bernstorffsstøtten ved Lyngbyvejen.
Opgave: Konservering af hele monumentet.
Materiale: Gjellebæk marmor, hovedsalig.
Bygherre: Gentofte Kommune.
Bernstorffsstøtten er skabt af billedhuggeren Johannes Wiedewelt og blev afsløret i 1783. Monumentet anses for at være en forløber til Frihedsstøtten der rejstes i 1797. Bernstorffsstøtten er et mindesmærke over grev J.H.E. Bernstorff, der var udenrigsminister og foregangsmand for landboreformerne. Mindet er som indskriften på tavlerne siger "oprettet af Godsets takfulde Beboere". Monumentet er fredet siden 1918.
Gjellebæk marmor er anvendt til obelisken og postamentet. Relieffet på forsiden er støbt i cementmørtel og formodentlig tilkommet ved en tidligere restaurering. Laurbærkransen øverst og inskiprtionstavler er udført i en tæt, hvid marmor. Monumentet står på sokkel i granitsten.
Monumentet fremstod meget mørkt misfarvet og præget af mange tidligere reparationer der ikke længere var fyldesgørende, udskiftninger og graffiti der var delvis afrenset. Kobberudfældninger på den hvide marmor fra bronzeophæng og delvis kraftig forvitring af gjellebækmarmoren.
Istandsættelsen skulle få Bernstorffsstøtten til at fremstå med et bedre aflæseligt og velholdt helhedsindtryk. Først og fremmest skulle den fremadskridende nedbrydning forhales.
Konserveringen indebar mange indsatser over skaderegistrering til forskellige afrensningsmetoder og konsolidering. Alle fuger blev udskiftet, indskriften malet op og mange sår og skår blev tætnet og genopbygget. Det smukke spil der karateriserer Gjellebækmarmoren er blevet synligt igen. Opgaven blev udført i 2016.
Sted: Fløjlsgemakket, Christiansborg Slot.
Opgave: Istandsættelse af relieffer og stenbeklædning.
Materiale: marmor.
Bygherre: Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.
Fløjlsgemakket er et af de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. Fløjlsgemakket var tronsal fra 1924-1933 og har sit navn efter de dybrøde tapeter der er vævet i silkefløjl og udgør størstedelen af vægbeklædningen. Loft, indgange og de øvrige vægflader er herudover yderligere rigt dekorerede. Ved restaureringen af hele Fløjlsgemakket stod Akanthus Stenkonservering for rensning og reaparationer vedrørende alle paneler, vægbeklædning og portaler i marmor samt de tre relieffer over dørerne. Reliefferne er af Billedhugger Johannes Bjerg (1886-1955) med motiverne: Landvirksomhed, Byvirksomhed samt Kunst og videnskab og er udført i 1925-30.
Istandsættelsen har primært været afrensning af de polerede marmorflader samt portaler der også omfatter rensning og polering af messingkapitæler samt partier med marmoreret gips/stucco lustro. Der er desuden udført mindre reparationer i reliefferne. Til afrensning benyttedes bl.a. aftrækning med latex, som efter tørring trækkes af stenen hvorved smudspartikler / opløst smuds løftes med af. Opgaven udførtes i 2015.
Sted: Dragen, legeplads i Køge.
Opgave: Istandsættelse af skulpturen.
Materiale: Mosaikstifter og stentøj.
Bygherre: Køge Kommune
Dragen i Køge er en legeskulptur skabt af billedkunstner Hanne Melbye i 1992 og opstillet på en legeplads ved et boligområde i Køge Kommune.
Som tilsigtet er dragen meget indbyende at sidde og kravle på og heraf følger sammen med klimaets påvirkning et forudsigeligt slid. Dragen er opbygget af en støbt betonkerne som er monteret under terræn. Kerne er beklædt med glaserede stentøjspukler og et farvestrålende mønster lagt med glasmosikstifter.
Drageskulpturen bar præg af tab og skader/revner både hvad angår mosikstifter og stentøj. Desuden var hele skulpturen mørknet af smuds og især biologisk begroning.
Istandsættelsen bestod i afrensning af begroning og fjernelse af løstsiddende dele. Herefter fremstod Dragen i stor grad blotlagt til kernen. Den glatte betonkerne blev rillet op for at skabe bedre vedhætning til det nye hæftelag til mosaik og pukler. H. Melbye stod selv for produktionen af manglende stentøjspukler og stod ligeledes for mønsterskabelonen som mosaikken blev lagt op efter. Opgaven blev udført i 2014.
Sted: Illum´s Varehus, København.
Opgave: Rådgivning vedr istandsættelse af facader.
Materiale: mamor og travertin.
Bygherre: Illum
Illum's varehus er tegnet af arkitekt Hagemann i 1873 og overtages af Anton Carl Illum i 1913, hvor Illum bygges om. af arkitekterne H.P. Jacobsen og A. Clemmesen. Forlægget for den svungne gavl over hovedfacadens midterparti skulle være taget fra en bygning der blev nedrevnet ved samme lejlighed, Efterslægtens Skole. I midterpartiet, niveauet over butiksruderne, er en række søjler med karyatider med ansigter, der kunne tolkes som portrætter af familien Illum. Dette har dog ikke kunnet verificeres...endnu.
Facaderne i marmor mod Østergade og travertin mod Pilestræde fremstod i meget varierende tilstand og med mange tidligere udskiftninger, reparation og monteringsskader.
Opgaven indebar beskrivelse og registrering af bjergarter og tilstand for begge facader samt opstilling af program for istandsættelsen. Opgaven udførtes i 2014.
Sted: Holmens Kanal, København.
Opgave: Konservering og nyhugning af facadeudsmykning.
Materiale: Norsk marmor.
Bygherre: Danske Bank.
Opført som en tilbygning til den daværende Landmandsbank har arkitekten H.B. Stork skabt en hovedfacade udsmykket og inddelt med gesimser og vinduessøjler i norsk marmor. Bygningen stod færdig i 1898. Visse elementer har fint skulpterede detaljer, udført af billedhugger Lambert Petersen.
Akanthus stenkonservering har dels stået for konserverende indsatser for at bevare marmorelementerne fra 1898, dels for registrering, beskrivelser og rådgivning vedr. marmoren på facaden med hensyn til bjergart, tilstand og bevaringsmuligheder.
Flere skulpterede detaljer havde allerede så store formtab på de synlige partier at det blev besluttet at genskabe og nyhugge visse dele. Dette omfattede de skulpterede søjlehoveder i de øverste vinduesnicher. Mamoren blev undersøgt, udvalgt og hentet fra det samme stenbrud som marmoren også oprindeligt kom fra, det nyligt genåbnede brud ved Fauske i Bodø. Der er så fuldstændig overensstemmelse mellem den oprindelige og den nye marmor som muligt, både mineralogisk, struktur- og farvemæsssigt. Ornamenterigen er genskabt via afformning af originalstenen og de lidt mere bevarede ornamentdele der sad beskyttede i vinduesnicherne. De nye søjlehoveder er udført af billed- og stenhugger. Opgaven udførtes i 2013-14.